Hvor går jeg hen og spørger om gode råd til, hvordan jeg skal opdrage min teenagedatter? Eller hvad jeg skal gøre med min søn, som ikke hører efter, hvad jeg siger?
Så lød nogle af de spørgsmål, som mange forældre fra Gellerup stillede ved borgermødet om ”Godt børneliv i Gellerup”, som blev holdt i GLOBUS1 for snart et par år siden. Dengang udtrykte borgerne et klart ønske om, at der skulle være et sted, hvor forældre skulle kunne henvende sig og få hjælp med opdragelsen af deres børn.
Efter borgermødet blev der under Samvirket i Gellerup og Toveshøj nedsat en gruppe, som siden har arbejdet på at etablere en rådgivning af forældre og familier, som kan hjælpe med at finde svar på spørgsmålene.
Gruppen bestod af medarbejdere fra Socialcenter Vest, et par beboerrådgivere fra boligforeningen samt en frivillig ildsjæl.
Det er alle rådgivere med mange års erfaring fra arbejdet i Gellerup. Rådgiverne har forskellig etnisk baggrund, så rådgivning af forældre og familier kan foregå på både dansk, arabisk, tyrkisk, somalisk og persisk.
Gruppen af vejledere satte sig hen over efteråret sammen og fik skabt rammerne for den Åbne anonyme familierådgivning, som slog dørene op på Gellerup Bibliotek den 1. marts. Her er åbent to timer om mandagen og torsdagen, hvor to vejledere formidler rådgivning af forældre om unges udvikling og adfærd.
Rådgivning af forældre om børn og unge foregår i et lukket rum, hvor ingen andre kan høre, hvad der bliver talt om. Rådgivningen kan bestilles tid på telefon, eller man kan dukke op i åbningstiden. Kilde: Skræppebladet
